Takeaways fra øen, der sætter demokrati på agendaen
Tilbage i bussen efter at have krydset Østersøen reflekterede vi over vores første besøg på Folkemødet på Bornholm. De fire dage med over 2.500 events, hvor klima, miljø og bæredygtighed var topscorer, tog os fra at miste overblikket til at finde inspiration. Både som virksomhed i tøjbranchen og som mennesker. Konklusion: Vi kom med én intention og kom hjem med noget helt andet.
Det gør indtryk at nyde det, der er
En simpel morgenmad, akkurat nok vand til en etagevask, et forbipasserende pindsvin eller græssets musik i vinden – vores glæde bliver pludselig dybere, når vores muligheder ikke er utallige, som de plejer at være. For at blive bedre ti lat nyde det, der er, har vi indimellem brug for at mærke netop den slags. Lige inden vores tur til Bornholm havde vi arrangeret et to-dages salgsmøde med temaet 'Enjoying what is' for at få masseret ind i vores hjerter, at verden har brug for, at vi bevæger os 'fra mere til bedre'. Planeten kan ikke konstant levere mere; vi skal aflære, at mere er løsningen, og i stedet få noget bedre ud af det, der allerede er tilgængeligt.
Nærvær i det grønne virker på flere planer
Vi havde valgt bus, færge, telt og cykler som ramme om vores Folkemøde. Og der er fem stjerner fra os til ro, plads til eftertanke og tid alene som kontrast til foredrag, inspiration og en utrolig skare af forskelligartede mennesker. Intet som naturen kan skabe øjeblikkelig jordforbindelse. Alt du behøver er en solstråle.
Jo større mangfoldighed, jo større modstandsdygtighed
Folkemødet præsenterede en usædvanlig integreret blanding af organisationer, politiske partier, faglige og frivillige foreninger, aktivister og virksomheder. Sammen bragte de forskellige perspektiver til løsningen af udfordringer, både inden for deres egne brancher og på tværs af interesser. Vi oplevede de mest spændende debatter, der hvor mangfoldighed og forskellighed i deltagernes perspektiver var omdrejningspunktet. En vigtig påmindelse om, at vi er hinandens verden; på tværs af værdikæden, på tværs af brancher, på tværs af økonomiske problemer og interessekonflikter.
Bedre sammen – en presserende sag for vores branche
Mode- og tekstilindustrien er EU's 4. største klimasynder. Vi skal tage ansvar, men ingen kan på egen hånd reducere industriens negative påvirkning og skabe bedre løsninger. Vi må hjælpe hinanden til at hjælpe verden; et vigtigt skridt er at øge vores fælles tilstedeværelse og indflydelse. Hvor end vi kigger hen, handler fremtiden om samarbejde og relationer, og det kan Folkemødet på en enestående og demokratisk måde holde rummet for.
I år deltog Our Units på SF's scene sammen med Lifestyle & Design Cluster og den politiske tænketank TekstilRevolutionen for at debattere bæredygtige tekstiler og EU's rolle i den sag. Højdepunkterne var:
- Forskning og viden er afgørende for at få bæredygtige fibre med bedre holdbarhed, så producenterne kan træffe bedre valg.
- Vi skal presse forretningsmodellerne, så det bliver attraktivt at producere mere holdbart og dyrere tøj – billig og hurtig mode er alt for tilgængelig i dag.
- Som forbrugere af tøj er vi alle nødt til at få viden og reflektere for at træffe mere bæredygtige valg fra nu af – forhåbentlig vil bedre lovgivning gøre vores valg lettere i fremtiden.
Mode- og tekstilindustrien i tal
- Industrien er den 4. største klimasynder i EU
- Danskerne køber i gennemsnit 15 kg tøj om året (gennemsnittet i EU er 13 kg)
- I gennemsnit har danskerne et stykke tøj på fire gange
- I Danmark bliver 1/3 af alt nyt tøj aldrig solgt
- 667 tons ubrugte tekstiler blev brændt i Danmark i 2020
Kilde: Paneldebat, Verdensmålets telt, Folkemødet 2022: Hvordan kan mode- og tekstilindustrien blive bæredygtig?
At komme med en intention og forbinde sig til en anden
Efter at have fordøjet alle indtrykkene, er det her vi er: Lad os sammen lægge planer for næste års Folkemøde, så vi øger samarbejdet og bevidstheden om, hvad der skal til i vores branche. Lad os skrue op for dialogen og forståelsen med det mål at opnå nye samarbejder og nødvendig handling. Og lad os ikke glemme, at tusinder og atter tusinder af tøjbrugere er til stede på Folkemødet — forhåbentlig klar til at blive involveret i en mere ansvarlig måde at bruge tøj.
Tiden på Bornholm mindede os om, at det er vores demokratiske ansvar at bruge vores stemme. Som organisationer, virksomheder og individer. Du kan selvfølgelig rejse til Folkemødet for hyggen, inspirationen og den gode is – det gjorde vi, og det vil vi også gøre næste gang. Men du rejser også derfra med større indsigt, større netværk og en større ansvarsfølelse for en bedre verden.