5 udfordringer: Forbrug mindre tøj
Hvordan kan vi gøre det at bruge tøj lige så godt for planeten, som det er for os? Sandheden er, at det kan vi ikke. I hvert fald ikke med den viden og de teknologier, som vi på nuværende tidspunkt har om bæredygtige tekstiler. Alligevel kan vi gøre meget – med det, vi allerede har.
-
Vælg tøj, der passer til mennesker
Modeindustrien ser ud til at have glemt det essentielle: Mennesker. En krop er ikke bare en krop; de 'rigtige' kropsmål findes ikke. Ifølge Else Skjold, lektor fra Det Kongelige Danske Akademi, passer mindre end 10 % af det producerede tøj til de kroppe, der skal have tøjet på. Derfor skal tøjindustrien være mindre optaget af trends og mere af, hvordan tøjet sidder på kroppen, og hvilke funktioner det skal opfylde for at få folk til at trives. Også forbrugerne skal kræve og investere i tøj, der passer til dem og deres liv. - Gå efter tidløst og holdbart tøj
Hvad er det bedste køb? Det stykke tøj, du vil bruge igen og igen. Vælg derfor tøj af holdbar kvalitet, som du gerne vil have på til mere end bare festen fredag aften. Undersøgelser viser, at danskerne i gennemsnit går i et stykke tøj fire gange (Kilde: FN's Verdensmål, Folkemødet 2022: Hvordan kan mode- og tekstilindustrien blive bæredygtig?). Tøjindustrien er ansvarlig for at undersøge, udvælge og formidle holdbare tekstiler, ligesom forbrugerne skal tage sig tid til at researche efter tidløst og holdbart tøj. - Gør det til en god forretning at producere godt tøj
Priserne på mange forbrugsvarer stiger, men markedet er stadig fyldt med urealistisk billigt tøj. Det er uholdbart. Vi skal se pris i en større sammenhæng; Hvad er omkostningerne for produktion + mennesker + miljø? Lige nu er det usynligt, hvad der går forud for det færdige stykke tøj. Forbrugerne ser kun tøjet i butikkerne og ser ikke konsekvenserne. Lad os gøre det til en dårlig forretning at producere dårligt tøj i ekstreme mængder – og en god forretning at producere tøj, hvor de brugte ressourcer bliver til tøj, vi bruger i lang tid. Forhåbentlig vil det også føre til bedre systemer for reparationer af og økosystemer med tøj i hvert eneste nabolag, så tøjets levetid forlænges. - Se brugt og nyt tøj som lige værdifuldt
Der er to primære fokusområder: Det nye tøj og det tøj, der allerede er produceret. Det skal være lige så nemt at købe brugt som nyt tøj – og lige så fedt. Målet er at bruge vores tøj så ofte som muligt og bruge det, som det er. Lad os inspirere hinanden til at gøre det i stedet for at nære det umættelige behov for flere nye ting. Det betyder et ændret syn på slidtage og på reparationer som noget, der tilfører værdi. - Erstat mere med bedre
Som repræsentanter for tøjbranchen mærker vi konsekvenserne af de mange års ubevidste forbrug. Vi går en fremtid i møde med mindre og færre kollektioner, endnu bedre pasformer og kvaliteter, der holder både æstetisk og i brug. Vi arbejder for at sikre, at vores bukser bliver brugt til mange lejligheder sæson efter sæson, bliver videregivet, hvis de ikke er nedslidte og til sidst ender deres dage med at blive genanvendt. Måske med et formål, vi ikke engang kan forestille os i dag.
I vores branche har vi meget, vi kan gøre bedre – men vi kommer først for alvor til at mærke den positive effekt, når vi reducerer det massive overforbrug af tøj. Bedre er noget, vi bliver sammen.